At tegne et levende, smukt og sjovt, billede af den, man har mistet
Mindebogen "Til minde om ..." kan bruges af børn og unge til at tegne et levende, farverigt og sjovt billede af det menneske, de har mistet. Det kan være en forælder, en bedsteforælder, en moster eller en legekammerat.
Gennem bogens forskellige spørgsmål kommer man bredt omkring og ud i mange kroge af afdødes liv og død. I bogen er der f.eks. både spørgsmål om afdødes livret og yndlings-tv-serie og spørgsmål om begravelsen og afdødes håb og drømme for fremtiden.
Samtidig med at fungere som en mindebog vil "Til minde om ..." tjene som et konkret vidnesbyrd på, at barnet en gang godt har kunnet huske afdøde. Dette er specielt vigtigt for børn, der mister tidligt i livet, og som derfor ofte kun vil have få levende erindringer om afdøde.
"Jeg havde faktisk ikke lige tænkt over hans livret før. Det var and!"
(Pige på 12 år, som har mistet sin far)