Tilbage
 
  Når et barn eller ung mister en nærtstående, er der ofte mange mennesker omkring en, som gerne vil gøre noget for at støtte og hjælpe. Det kan være venner, familie, naboer, kolleger eller barnets pædagoger. Tilbudet om hjælp bliver dog ofte fremsagt i en lidt ydmyg tone, da alle godt ved, at det eneste, som virkelig kan hjælpe, er umuligt: at få den døde tilbage. At få andre mennesker inddraget i arbejdet med mindebogen er imidlertid en virkelig meningsfuld måde at støtte på.
 
 
  "Nogle gange blev jeg selv så ked af det, når jeg sad med børnene og arbejdede med mindebogen, fordi jeg simpelthen kom til at savne deres far rigtig, rigtig meget. Da var det rart, når en anden voksen tog over og hjalp børnene videre med bogen"
(Mor til tre børn, som har mistet deres far)
 
 
 
  En måde at inddrage andre i arbejdet med mindebogen på kan være ved at lege "journalister", og ringe rundt eller skrive til andre og stiller dem spørgsmål om den, man har mistet. Ud over at få svar på sine spørgsmål kan det derudover også være en god måde at bevare en form for kontakt til andre mennesker, som man måske ellers ikke taler med så ofte.
 
 
  "Jeg synes nogle gange, det har været svært at holde kontakten med min søns mormor og morfar, fordi hans mor og jeg havde været skilt i nogle år, før hun blev syg og døde. Samtidig viste jeg godt, at det var vigtigt for min søn at have tæt kontakt med andre, som også sørgede over hans mors død, så han ikke blev alene med sorgen. Med spørgsmålene i mindebogen blev det f.eks. lettere for os at ringe til mormor og morfar og tale med dem, for nu havde vi noget at tale om!"
(Far til en søn på 8 år, som har mistet sin mor)
 
  "Vi har taget en kopi af siden om barndommen og bedt familien om at skrive noget, for det var jo dem, der kendte vores far som barn... Ja, og vi glæder os sådan til at få kopierne tilbage"
(Mor og datter, som har mistet deres mand og far)
 
 
  Gæsteforfatterne opfordres til at fortælle gode historier om den, man har mistet og fortælle om, hvilken betydning den døde har haft for dem. En ven eller f.eks. tidligere kollegas beretning kan være med til at tegne et farverigt billede af den døde og være en værdifuld og unik gave til den, der har mistet. Man kan selv skrive en invitation til gæsteforfatterne, eller man kan udskrive en invitation med spørgsmål her fra hjemmesiden og bruge den. Det kan være en god idé at sætte kryds ved de spørgsmål, man helst vil have, at gæsteforfatteren fortælle om.
 
  "Vennerne havde tit spurgt til, hvad de kunne gøre for at hjælpe os. Og hvor var det rart så at kunne sige: I kan være gæsteforfattere og skrive en historie til os! Det, synes de alle sammen, var en rigtig skæg idé"
(Mor til tre små børn)
 
  "Og så synes jeg i øvrigt, at det er vigtigt for børnene at høre, at andre også savner deres mor"
(Far til to børn, som har mistet deres mor)
 
 
   
 
          Invitationer